|
Om Kjer
Mit navn er Hans Stokholm Kjer, og jeg ejer og driver Kjers Kommunikation.
Jeg er projektmager af hele mit hjerte. Siden jeg afsluttede min uddannelse på Aalborg Universitet har jeg arbejdet med mange meget forskellige projekter. Nogle af de nyeste er præsenteret på disse sider.
I alle projekter er kommunikation et bærende element.
Jeg er meget bevidst om de forskellige kommunikationsformers forcer og genrer - det åbner mulighed for at bryde med konventionerne og opnå større synlighed omkring budskaberne.
Medievalget er altid væsentligt - uanset om man skal præsentere for en udvalgt skare eller for den brede offentlighed. Med den moderne teknologi er der et væld af muligheder for effektfulde præsentationer. Min holdning er, at effekter skal bruges, men kun hvis de er med til at fremme budskabet - ellers flytter de blot fokus.
I den nære face-to-face kommunikation lægger jeg vægt på respekten for den anden part. Jeg kan lytte, give saglig respons og aflevere mine budskaber utvetydigt. Men som indfødt vestjyde mestrer jeg naturligvis også ironiens kunst.
Ved præsentationer for forsamlinger lægger jeg vægt på fortællingen, enkelhed i budskabet, gode eksempler og understøttende brug af AV-midler.
Kommunikation gennem trykte medier skal være smuk, og billedsiden må gerne indeholde stærke symboler, hvis de understøtter og perspektiverer tekstens budskab. Jeg arbejder i adobe in-design, med photoshop og illustrator som hjælpeværktøjer. Se eksempler på mine arbejder under “Grafisk design”
Jeg har en grundlæggende træning i lyd- og videoproduktion, som gør, at jeg kan bruge medierne, men jeg bruger eksterne parter til det tekniske for at sikre kvaliteten.
Som humanistisk uddannet og som nysgerrigt menneske er jeg vant til hurtigt og effektivt at sætte mig ind i nyt stof, og formidle det videre.
|